Den tyske kunsthistoriestuderende Albert er besat af tanken om den forelskelse, der kan løfte én fra den jordiske tilværelse og op i en overnaturlig tilstand af kærlighed og skønhed. I sin tolkning af Caravaggios berømte maleri ”Den sejrende Amor” forsøger han at afsløre erotiske motiver, som ingen anden kunsthistoriker har fået øje på før ham.Den pludselige forelskelse i den smukke italiener Elena overdøver imidlertid Alberts drømme om berømmelse og anerkendelse som kunsthistorike...

"Han fægtede videre, begyndte nu også at summe, udstødte med mellemrum hvislelyde, indstillede atter sine hvislelyde og slog pludselig en yderst forceret og tilsyneladende højst kompliceret takt i den skotske aftenluft. Samtidig afbrød han gentagne gange sig selv for igen og igen at fægte nye variationer og hvisle. Og nu gik det op for Georg, at Bergmann ikke fægtede, men dirigerede. Han dirigerede en musik, som slet ikke fandtes endnu, og som netop i det øjeblik opstod i Bergmanns hoved. ...

"Først nu begyndte jeg at forstå, at Arnold, min ikke-døde bror, spillede hovedrollen i familien og havde tildelt mig en birolle. Jeg forstod også, at Arnold var ansvarlig for, at jeg lige fra begyndelse var opvokset i en atmosfære forgiftet af skyld og skam. Fra den dag, jeg blev født, herskede der en følelse af skyld og skam i familien, uden at jeg vidste hvorfor."Under den dramatiske flugt under Anden Verdenskrig forsvinder den lille dreng Arnold fra sin familie. Forældrene tilg...

Den tyske kunsthistoriestuderende Albert er besat af tanken om den forelskelse, der kan løfte én fra den jordiske tilværelse og op i en overnaturlig tilstand af kærlighed og skønhed. I sin tolkning af Caravaggios berømte maleri ”Den sejrende Amor” forsøger han at afsløre erotiske motiver, som ingen anden kunsthistoriker har fået øje på før ham.Den pludselige forelskelse i den smukke italiener Elena overdøver imidlertid Alberts drømme om berømmelse og anerkendelse som kunsthistorike...

"Han fægtede videre, begyndte nu også at summe, udstødte med mellemrum hvislelyde, indstillede atter sine hvislelyde og slog pludselig en yderst forceret og tilsyneladende højst kompliceret takt i den skotske aftenluft. Samtidig afbrød han gentagne gange sig selv for igen og igen at fægte nye variationer og hvisle. Og nu gik det op for Georg, at Bergmann ikke fægtede, men dirigerede. Han dirigerede en musik, som slet ikke fandtes endnu, og som netop i det øjeblik opstod i Bergmanns hoved. ...